Mellemord

Nogle dage magter jeg bare ikke at snakke. Venligt menende mennesker omkring mig spørger, hvordan jeg har det, og de får svaret "Det går skam godt. Jeg har lidt travlt, men vi trives alle derhjemme." Indeni larmer det, og jeg ved godt, at jeg står og pynter på sandheden. Og jeg mærker uro i kroppen. Rygmuskulaturen trækker sig sammen, lårene, kæben og hænderne er spændte. 

Den strategi er velkendt for mig, og i de fleste situationer tager jeg mig ikke tid til at spørge min krop, hvad der egentligt er på spil. For den ved det. Det er årtiers gamle forsvarsmekanismer. I stedet for at være til stede med alle mine følelser, har jeg lukket mig selv ned. Denne nedlukning, har skabt et "panser" af træge, ømme, spændte muskler og et værn mod at mærke mig selv. 

Først, når jeg ligger på briksen hos min kropsterapeut, kan jeg komme i kontakt med alle disse følelser, som jeg har gemt i min krop. Og jeg har SÅ meget gavn af, at der ikke skal tales en masse! For hvad der gemmer sig af følelser i kroppen, mellem ordene, er guld værd at få frem i lyset.

Går du også med tanker om du måske har været tvunget til at lukke dele af dig selv ned for at kunne indgå i relationer privat, på arbejdspladsen og måske i din egen familie, da du var barn? Hvad er der af sandhed, oprigtighed og selvkærlighed mellem ordene i dig?